Boganis

Den danske godsejer og officer Wilhelm Dinesen (1845-1895) skrev ”breve” om jagt og fiskeri i føljetonformat til dagbladet ”Politiken”s læsere. Der er jagtbreve publiceret i årene 1886-1894 under forfattermærket Boganis [1], og samlinger heraf er senere udgivet i bogform. Jagtbrevene fortæller om jagt som en lystbetonet aktivitet, er skrevet tilnærmelsesvist i demonstratorstil – og tilsyneladende ud fra en omfattende, næsten encyklopædisk viden– om jagt og fiskeri i alle deres former, i Danmark først og fremmest, og under besøg i Norge og Sverige.

I 1887 publiceredes hans ”Fra et Ophold i de Forenede Stater” i månedsskriftet ”Tilskueren” og der er i jagtbrevene flere referencer til dette værk.

Fært og drab. Sådan har vi lært at tænke ”jagt” hos os, som tilegnelse af fritlevende vildt [2].

Men det er ikke for meget sagt, at jagtoplevelse i Danmark ligesom hos chippewaerne, som Wilhelm Dinesen besøgte i Wisconsin, er et fælles sprogligt rum for vurdering, centreret om grammatiske køn – at noget overgår fra at være ”levende” eller ”fælleskøn”, som er skabende, til ”livløst” eller ”intetkøn”, som er det frembragte [3]. 

Boganis tager læseren med ind i en jagtbegivenhed [4].

Tiden: Vi er i slutningen af marts eller tidligt i april. Dette er vanskeligt at bestemme nærmere på forhånd.  Er ”der i dag … snepper i skoven”(?); en dag er de der, en anden ikke, og ingen véd, når de kommer; thi sneppen er snu, snu som en gammel ræv, fiffigere end den mest durkdrevne jæger”.

Sceneriet er som taget ud af et gammelt militærstrategisk værk: hvis den førstes tilstedeværelse er uden form, kan den anden ikke få underretninger om den [5].

”Det var mørkt i nat: der er nymåne – det var sydvest med rusk… når man ser den hvide vipstjert, så er man midt i trækket”.

Imidlertid afsløres sneppens tilstedeværelse over for jægeren af tredjepart, den hvide vipstjert.

Stedet: ”Man kender sin skov, kilderne, bøgepurrerne, grantykningen, ellemoserne: alle de steder, hvor det er værd at søge”. 

Og hunden kender den også – har taget fært og tager stand – en sneppe er lokaliseret.

Handlingen: Et skifte, det er nu set fra sneppens synspunkt: jægeren er for længst opdaget –” kan den komme ubemærket bort, er den lettet”.

”Hvis ikke, sidder den og lurer under en tæt busk, og nu begynder kampen”.

Billedet bliver tydeligere og udfaldet klarere.

”For jægeren gælder det om at overse det størst mulige åbne stykke”.

”For hunden om at jage fuglen ud til den side, hvor jægeren står”.

”For sneppen om at finde en ubestrøget retrætelinie”. 

”Og de bruger sanserne alle tre: benene, øjnene, ørerne, og hunden næsen”.

”Ethvert kneb er tilladt, indtil så lave midler som at skyde den sneppe, der trykker sig, på jorden, lige foran hundens snude”.

”Thi sandsynligheden er for, at fuglen slår bagud og lader de tætteste buske være mellem sig og jægeren”. 

Men stridens udfald står hen i det uvisse. 

Opholdet i de Forenede Stater har sat sit tydelige præg på jagtbrevene og tankevandringer om tilvirkning af birkebarkkanoer, hjortejagt fra kano om natten med blus eller bøfler truet af udryddelse, krydrer de jagtmættede beretninger fra Danmark. Forundringen er ikke stor, når Boganis sammenligner dyreverdenerne i de Forenede Stater og i Europa, som efter hans opfattelse er meget lig hinanden og med få forskelligheder imellem arter. Og hans skildring af chippewaerne er både medlevende og sober, men han omtaler slet ikke det måske mest hverdagsagtige hos dem. Han havde lært sig deres sprog og må have hørt dem sige, at de var totem. Hvem var deres totem? Det står ubemærket hen.

Men blandt chippewaerne kunne en person f.eks. indgå i ” Bus-in-as-see” eller ”Ajijaak doodem” (Traneklassen), hvorefter vedkommendes stilling inden for nationen ville være lagt fast:

”Deres totemnavns bogstavelige mening (i.e. ”giver genlyd”) … passer sig for traners høje, trompeterende stemme, der kan høres på lang afstand. Tranemennesker er vidtkendte for naturligt at besidde en høj, rungende stemme, og er stammens anerkendte talere; tidligere, når forskellige stammer mødtes til rådslagning, var de fortolkere af stammens ønsker” [6].    

Både traner og tranemennesker udmærker den abstrakte egenskab ”bus-in-as-see” eller genlydsgivelse.

En chippewa-jæger må, når vildtet og jægeren selv tilhører samme klasse, ikke dræbe det, og totemfæller må ikke gifte sig med hinanden. Således er totem ikke uden indgriben i dagliglivet.

Og man kan forestille sig, at Wilhelm Dinesen måske havde hørt det sagt i Wisconsin:  ”Tak fisk, fordi du lod dig fange” eller ”Tak hjort, fordi du gav os dit liv ” [7].  En sådan gensidighed omtalte han ikke.

Men som pelsjæger kunne Boganis møde chippewaerne. Han fandt, at de var eminente pelsjægere – det var en 200 år gammel aktivitet i territoriet – mens han selv var en habil pelsjæger. Han satte sakse, fælder og snarer for dyrene. Rensede og saltede skindene og solgte formentlig de klargjorte skind til Hudson Bay Company (1670-2025). Livet som pelsjæger behagede ham virkelig. 

At jagt kan have en kommerciel nytte, lærte jeg selv tidligt at kende i Danmark. Som 5-årrig skød jeg rågeunger under citronsommerfuglens flyvetid efter overvintringen. Jeg havde ”skudt” en rågeunge med mit trægevær og stod med den i hånden. Det kunne jægerne ikke greje, og de sagde, at jeg skulle skyde en såret unge med salonriffel. Det gjorde jeg og høstede derved jægernes bifald og hujen, men min første fugl blev også lagt i rækken af døde rågeunger på skovbunden, som siden skulle sælges til københavnere.

Men der er flere steder i jagtbrevene også stemninger af vemod eller melankoli over f.eks. jagttypers tilbagegang i Danmark, og visse steder ønsker jægeren at være alene, at være fri for andres selskab eller at søge i skjul, hvor længsel eller erindring næres. 

Det er, som om Boganis søger at finde en følelse af forbundethed med vildtet.  Han har ønske om at gå langt ind i skoven blandt træerne i skovtykningen og således gå ”mod nul” og forsvinde og blive til igen på den anden side, som ved en naturbegivenheds forklarelse. Det er en distraktion ligesom det at bade i en lille sø, hvor der viser sig at svømme platyér og mollyér og andre akvariefisk rundt og at få fornemmelse af at svømme i et akvarium.  Eller at ville gå ad buede gader mellem mure af polerede sten i et inkakompleks med form efter en fugl, der har givet det dets navn, og se en tegning af fuglen tegnet af Jon Fjeldså, og indse, at man har gået inde i fuglen langs dens mørke striber på vingerne. Eller på arbejde, hvor efterårsløvets glød pludselig får fangeren frem i den kommunale fejemand, så han tager et blad til sig og interagerer med det, som Marianne Larsen skriver om det i et digt [8]:

Når efteråret er rummeligt nok og løv der funkler falder

langs De Høje Sinds Allé i sol og blæst.

Da vil det lykkes en udendørs kommunalarbejder at standse

sin larmende fejemaskine.

Og egenhændigt fange det nærmeste af bladene i hvirvlen.

Lære bladets sart kniplede elegance udenad.

Stille det på højkant i håndfladen i et sekund

frit efter hukommelsen og lade det stå der som et sejl. 

Jægeren fortaber sig lidt i skovens forårstegn. Sneppen er kommet. Skovbunden er anemonedækket, og bukkar, bøgeskovens forårsbebuder, står i flor og er lige til at flette blomsterkranse af, som kan hænges op på en dør. Og i Wisconsin må skovbunden være helt dækket af endnu en floral forårsbebuder, ”the miscodeed” eller ”tvedraget”, som den måske ville hedde på dansk, og som hyldes i digtet ”To the Miscodeed” af Jane Johnston Schoolcraft (1800-1842) [9], og måske kunne være den afgørende distraktion under forårsjagten:

Sweet pink of northern wood and glen,

Eér first to greet the eyes of men

In early spring, – a tender flower

Whilst still the wintry wind hath power.

How welcome, in the sunny glade,         

Or hazel copse, thy pretty head                

Oft peeping out whilst still the snow,

Doth here and there, its presence show

Soon leaf and bud quick opening spread

Thy modest petals – white with red                      

Like some sweet cherub – love´s kind link,

With dress of white, adorned with pink 

Jagten sættes på hold. Jægeren oplever nu et intenst og frydefuldt øjeblik i skoven og et væld af tankeassociationer vinder frem. Han fatter blyant og papir og indfanger øjeblikket – alt dette sker, fordi han er ene. På en jagttur i selskab med andre ville en sådan inspirationskilde sandsynligvis have været sværere at finde for jægeren, og sneppen ville have haft sværere ved at slippe væk. 

Keld Anker Olsen 2026

Noter

1) Måske efter chippewa- eller ojibwe-ordet ”bagaanens” eller lille nød.

2) Jagt, 1.1, ODS. 

3) Hjelmslev s. 99-100. Chippewaerne taler et algonkin-sprog, jf. de Josselin de Jong.

4) Jagtbrev nr. 4, ”Ved Øresund i april 1887”.  Dinesen 2013, s. 22-24. Retskrivning tilrettet i citater.

5) Sun Tzu s. 44.

6) White Crane, min oversættelse.

7) North American fur trade, ”The Ojibwe, like other tribes,  saw life as based upon reciprocal relationships:”gifts” of tobacco were left behind when harvesting plants to thank nature for providing the plants, while when a bear was killed, a ceremony was held to thank the bear for ”giving” up its life to them”.

8) Marianne Larsens digt fra digtsamling ”på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk” s. 77, Forlaget Ekbátana. Med forlagets tilladelse til gengivelse af digtet. www.ekbatana.dk

9) Jane Johnston Schoolcraft eller Bamewawagezhikaquay: navnet ville på dansk være ” Kvinde af lyden stjernerne frembringer susende hen over himlen”. Digtet er oprindeligt skrevet på ojibwe-sproget, men er af forfatterinden oversat til engelsk.

Litteratur.

de Josselin de Jong, J. P. B.: De waarderingsonderscheiding van ”levend” en ”levenloos” in het Indogermaansche vergeleken met hetzelfde verschijnsel in enkele Algonkin-talen. Ethno-psychologische studie. Leiden 1913. 

Dinesen Wilhelm (1886-1888, 1889-1891) 2013. Boganis, Jagtbreve og Nye Jagtbreve. Gyldendal.

Dinesen, Wilhelm (1891-1894, 1887) 1987. Boganis, Sidste jagtbreve. Erindringer fra en Rejse i Amerika 1872. Rosenkilde og Bagger.

Hjelmslev, Louis 1972. Sprogsystem og sprogforandring, Travaux Du Cercle Linguistique De Copenhague, Vol. XV, Nordisk Sprog- og Kulturforlag, Copenhague

Larsen, Marianne 2024, ”på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk”. Digte. Forlaget Ekbátana.

North American fur trade, en.wikipedia.org.

https://en.wikipedia.org/wiki/North_American_fur_trade

Ordbog over Det Danske Sprog.

https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=jagt

Schoolcraft, Jane Johnston or Bamewawagezhikaquay 1800-1842 Poems. The Academy of American Poets, Poets.org. in the free domain. 

https://poets.org/poet/jane-johnston-schoolcraft

Sun Tzu (ca. 250 f. kr.) 2004: Krigskunsten. Den klassiske kinesiske lærebog i strategi og taktik, oversættelse Erik Kruse Sørensen. SphinX forlag.

White Crane (Ajijaak Dodem) Waubujejauk (abt. 1730 – abt. 1813). Wikitree Where genealogists collaborate.

https://www.wikitree.com/wiki/Ajijaak_Dodem